Amelia Clarabella Etheridge - 'Amy'

[Amy Etheridge]

AMY ETHERIDGE

,,When we are children, we believe the world is full of magic.
We believe in myths and legends and that destiny awaits.
That is the world I remember..
- And the one I wish I’d never known’’

[/size]
[/center]




Fulde navn: Amelia Clarabella Etheridge
Kælenavne: Amy
Køn: Kvinde
Alder: 21
Væsen: Dhamphir - udtales [Damfir]
Seksuel orientering: Hetero

UDSEENDE

Beskrivelse af udseende: Amy
Højde og vægt: 1,73 & 68 kg - alt i muskler, trods hendes nærmest absurde spisevaner.
Tøj stil: Med Amys måde at leve på, er der ikke tid til at ordne negle, at gå i fint tøj (med mindre det er i et arbejdsmæssigt foretagende). Hun ses oftest i jeans, da dette er det mest praktiske og bevægelige, og en top af en art.
Kropsudsmykninger/ar:

PERSONLIGHED

Stærke sider:
Dem hun har 'arvet' fra sin ukendte far, naturligvis, sit gåpåmod, sin stædighed, styrke, sit knap så uheldige udseende og sin intelligens.

Svage sider:
Altid at tale før hun tænker, sit iltre temperament, sin måde tit at være pessimistisk på.
Interesser:
kampsport, at jage og skjule sig, at forbedre sig.
Hemmeligheder:
Hemmeligheder er til for at blive holdt hemmeligt.
Personlighed:

BAGGRUND

Familie:
Mor: Ekaterina Etheridge - Status: Lever i Irland, Amy's hjemsted
Far: Ukendt, mandlig vampyr - Status: ukendt
(halv)Bror: Alexander Etheridge - Status: afdød

Herudover er der Bedstemor Amira, som hun egentlig ikke er i familie med, men som altid har været der for hende, når alle andre så ned på hende, og hadede hende for den ballademager hun var. En pensioneret Dhampiera, mest kendt som 'the odd ball' i lejren af dhampieras. - Lever endnu





Baggrund:

Rise of the dhamphirs~

Skerries Islands, Ireland - 1005

Vikingernes æra blomstrede mens de norske vikinger langsomt, men sikkert overtog, hvad der senere kom til at hedde Storbritanien. En ø, lidt udenfor Irlands kyst, var af mystiske sager den eneste ø, som fortsat var uberørt af røvertogter og plyndringer. Nogle hævdede, at de nordmænd, som vovede sig derud, aldrig vendte hjem igen, i live. Kun skibe, spøgelsesagtige, med deres besætnings hoveder trillende i bunden af skibet, mens deres livløse kroppe, tappet for blod, var tilbage. Efter et par gange, vovede ingen sig ud på øen længere. Det var også godt det samme; Øens befolkningstal var to. To personer, en mand og en kvinde, som snart ville ændre befolkningstallet til 4..
Nattens mørke lå henover øen, og uvejret fra forrige dag havde langt fra lagt sig. Det var som om naturen selv vidste, at det idylliske paradis som ellers var over øen, snart ville forandres for altid. Se, dette par, denne mand og kvinde, var ikke som alle andre ægtefolk. Kvinden var ganske vidst, menneske hele vejen igennem, men hendes mand var noget andet. Syleskarpe hjørnetænder voksede sig frem ved følelsen af sult. På grund af hans kærlighed til kvinden, var hans tørst aldrig gået ud over hende, som det var enhver anden, som trængte ind på deres område; på øen. Så snart andre folk udefra, skræmt af rygter, som ingen turde be- eller afkræfte om hvorvidt var sande, lærte han med tiden at styre sin lyst efter blod, og de får, køer og noglegange heste, som de to alene opdrættede, var hans nye bytte. Kun folk som han kendte til hans forhold til en kvinde, et menneske. Det ansås som foragteligt, men man lod dem være, så længe de holdt sig for sig selv, afskærmet på øen, væk fra alle andre. De var forgabt i hinanden, elskede hinanden højere end noget andet, så deres forvisning til øen betød intet. Så længe de havde hinanden, havde de alt. Og så var der barnet.. Halvt menneske halvt vampyr. Den føromtalte nat, hvor et nyt kapitel i historien skete, og en ny race opstod, bredte der sig en uro over hele Irland. Fornemmelsen af forandring hang i luften, i kombinationen af voldsom regn og blæst. Fødslen var hård. Fra vandet gik, og barnet vågnede i sin mors mave, gik blodrusen igang. Den eneste blodrus, en dhamphir nogensinde oplever gennem hele sin levetid, og som foreviger dem i vampyrernes forbandelse. Kvinden mistede en masse blod, men overlevede. Mange, der fulgte i hendes fodspor, som mor til en dhamphir, var ikke lige så heldige. Barnet blev født. En velskabt, lille pige, med safirblå øjne, allerede fra første gang hun spærrede øjnene op. Hendes far nåede kun lige at ånde lettet op, som den lille piges bror kom til verden. Kulsorte øjne, kulsort hår. Tvillinger af blod, men forskellige som nat og dag. I håb om benådelse af disse to børn, blev de hurtigt efterfølgende døbt. Drengens navn, Alvar, pigens Amelia. De første af dhamphirracen..


Som de to børn voksede op, blev deres viden om de egenskaber de begge besad, gradvist opdaget. Når de legede i solen, var der ingen skygger, der fulgte dem. Sår, brækkede ben og andre skader healedes, inden deres mor overhovedet nåede at give dem sin moderlige omsorg. Utrolig styrke, hurtighed og udholdenhed løb i børnenes årer, såvel som i deres fars. De havde arvet massive egenskaber, og dog havde de undsluppet deres fars tørst efter blod. I en tidlig alder kunne en naturlig, dog utrolig muskulatur ses på dem begge - De var overlegne mennesker, stadig guds børn. Dog er ingen uovervindelige, og de havde deres svagheder. Trods en styrke og tegn på store kampegenskaber, måltes det ikke helt med en vampyrs, og kun stor træning ville kunne opveje dette. De to børn ældedes efter normale omstændigheder, og voksede op med et bånd som kun tvillinger kunne besidde. Trods deres mange forskelle, var de uadskillelige. Amelia den blide, forstående og altid den, som blødte sin bror op, hvis han var vred. Dette var Alvars kendetegn; tilbageholdt og temperamentsfuld. Kun hans søster så hans mildere sider, som lå gemt væk, selv fra hans forældre. Som de voksede op, drog andre familier til øen, andre som havde hørt om vampyrer og menneskers kærlighed til hinanden, som selv havde fundet kærligheden hos den modsatte race, og ville slå sig ned på øen, med andre som dem. Amelia og Alvar havde pludselig artsfæller, folk præcis som dem, på deres egen alder og yngre. Øens befolkning blomstrede op til en lille landsby, for sig selv, uden kontakt til fastlandet. I hvert fald, til det kom vampyrer for øre, at en ny race voksede, og muligvis en dag ville kunne blive dem overlegen...

Destroyed~

År 1018

Det var en mørk dag, den dag det blev vampyrer for meget, at der muligvis var en race, som ville kunne bruges mod dem, især en race, som halvt var deres egen. kombinationen af menneske- og vampyrgener var frastødende og måtte standses. Alle disse fordomme opstået, trods ingen af vampyrerne havde mødt, eller blot set en af disse dhamphirer.
De angreb, mens landsbyen lå stille hen, og alle lå i deres senge, uvidende om så stor en modstand af deres levevis. Det var det rene slagteri - Både mænd og kvinder, vampyrer og mennesker, blev jagtet og dræbt nådesløst for at give liv til nye væsener, og dermed true den allerede eksisterende art. Også Amelia og Alvar mistede deres forældre. Ingen var trænede nok til at kunne kæmpe imod, og vampyrerne havde levet af dyreblod for længe til at kunne overvinde vampyrer som drak menneskeblod. Kun Amelia, Alvar og få andre dhamphirbørn formåede at flygte fra de koldblodige vampyrer, og endnu færre, at overleve den lange svømmetur i det iskolde vand. De flygtede ud blandt mennesker, som ikke kendte til deres eksistens, i håb om at kunne skjule sig, og vokse op i fred. Freden varede dog kort, og som de kun lige nåede at sørge over deres afdøde forældre, blev drengebørnene fanget, og solgt som slavebørn, grundet deres styrke og dermed store nytte. Nogle piger formåede at komme i familiers varetægt som tjenestepiger, mens andre levede på gaden. Heriblandt Amelia. Adskilt fra sin bror, lærte hun hurtigt at tage vare for sig selv, at udnytte sin hurtighed til sin fordel, stjæle og slippe af sted med det. Hun overnattede i gyder og stalde, og, nogle gange, hvis familier forbarmede sig over hende, fik hun et varmt sted at sove, og mad nok til at mætte hende. Amelia lærte en livsvigtig lektie; At være i live, var ikke det samme som at leve. Hun havde ikke sin bror ved sig, ingen forældre, og levede et liv som gadebarn. Et liv som hun snart skulle komme til at savne, da skæbnen endnu ikke ville hende det godt..

Barely holding on~

London - 1888

Mange år gik, fra dhamphirernes opståen, og kun få års fred var hvad de fik, før undertrykkelse, slaveri og voldtægt - Den eneste grund til, at dhamphirvæsenernes tal stadig voksede. Ironisk nok, begyndte vampyrer at se visse goder i dhamphirerne. En dhamphirs blod var som et stod for en vampyr og omvendt. Deres blanding af vampyr og menneskeblod gjorde det uimodståeligt overfor vampyrer, mens det stof, som blev udsendt i en dhamphirs krop ved et bid, var en ekstatisk rus, som, hvis man blev bidt for ofte, var vanedanende. Mange dhamphirkvinder fandt ud af at de, ved at sælge dem selv til vampyrer både kunne få deres fix og penge på samme tid. De boede i små lejligheder, delt af mange kvinder, for både at have råd til husleje og mad, og hver dag bankede en ny mandlig vampyr på døren. Det var flere hundrede år siden at dhamphirvæsenet opstod. Ingen vidste hvad der var blevet af de oprindelige dhamphirer, Alvar og Amelia. Rygterne gik på at Alvar sidst var blevet slidt ihjel af benhårdt arbejde, og at han til sidst, uden mad, vand og søvn, gav op. Amelia var højest sandsynligt blevet vodtaget og herefter myrdet, efter lang tids afhængighed af vampyrbid. Mellem vampyrer, blev det mere og mere ulækkert, morbidt at være sammen med dhamphirer og bide dem imens. Man indrømmede det ikke, hvis man tyede til disse metoder, og da slet ikke hvis man samtidig bed og modtog blod. Dhamphirkvinder som disse fik skældsordet 'Blood Whores', hvilket hærgede dem for altid.

En enkelt vampyr, han som tildelte dem det skældsord, og han som foragtede dhamphirvæsenet allermest, var samtidig den mest anerkendte læge i hele London. Alle frygtede ham da han var kendt for hans iltre temperament, hans koldblodighed og hans umenneskelighed. Alle vidste hvilken ondsindet mand han var, men ingen turde gå imod ham - og det vidste han udmærket. Hans suveræne intelligens var, ifølge mange, det der drev ham ud i vanviddet om, at udslette alle kvindelige dhamphirer. Om en af dem engang knuste hans hjerte, eller havde en anden kraftig effekt på ham, er der ingen der ved. I hvert fald døde dhamphirer på stribe, og ingen turde stå frem for politiet, og indrømme, hvem der havde gjort det. Politiet vidste det alligevel godt, men selv de vidste, at der var noget over ham, noget som ingen turde stå imod. I perioden 3. april 1888 til 13. februar, 1891, blev i alt 11 kvinder først voldtaget og herefter dræbt på grufuld vis; deres indvolde spredt over alt, og dele manglede. Morderen fik tildelt navnet 'Jack The Ripper'. Ingen af mordene blev opklaret, og det vides ikke med sikkerhed, hvorfor han stoppede. Han sås aldrig siden, og rygterne går på, at en ufatteligt stærk kvinde, også dhamphir men ikke en blood whore fik nok, og dræbte ham. Hans lig blev dog aldrig fundet, så om det er en myte har været op til folk selv at bedømme..

salvation~

All around Europe - 1914

Første verdenskrigs udbrud var på mange måder dhamphirernes chance for at komme frem i lyset, bevise deres værd, samt at blive uafhængige væsener. For det første var de glimrende soldater, på niveau med vampyrer, men uden tørsten efter blod, som ville gøre vampyrer svage, på en blodig slagmark. Blodet ville forstyrre en vampyr, og dermed distrahere dem. Dhamphirer, som ikke behøvede blod på nogen mulig måde, havde stadig styrken, og langsomt men sikkert, blev de menneskers ligemænd. Faktisk gik det i glemmebogen, at der var væsener som dem, og folk troede vitterligt på, at de var mennesker - stærke mennesker. En ny egenskab af dhamphirerne kom frem under krigen; Deres skarpe sanser. Fjendens skridt hørtes allerede langt væk, deres lugte, alt der kunne afsløre dem, afslørede dem. Det var ikke længere tabu at være dhamphir, og de løsrev sig fra skæbner som slave eller prostitution. Enkelte svage sjæle, som ikke kunne løsrive sig, lever dog stadig på denne måde, ude af stand til at komme ud af gamle vaner. Deres børn og så videre, ligeså..

Efter krigen, kom andre komplikationer dog op: Nu hvor de endelig havde fraskrevet sig rollerne som slaver, arbejdere og vad de ellers var blevet sat til, følte de for at sikre sig, at dette aldrig skete igen. Det var desuden også nødvendigt, at sikre sig, at deres eksistens forblev glemt, nu da de var gået i glemmebogen hos mennesker, og vampyrer var blevet mere eller mindre ligeglade med dem. En vigtig faktor spillede ind; Hver gang en dhamphir lugtede blod, trådte de gule pigmenter i deres øjne frem, og deres iris ændrede farve til en orangegul farve. For ikke at afsløre sig selv, var det vigtigt at de holdt sig ude af store krige. Desuden var der stadig bitre miner fra deres fortid. Andre havde ikke kæmpet for dem, da de havde brug for det, så hvorfor skulle de kæmpe andres kampe? Det blev besluttet, at tiden som venner og allierede var forbi. De kæmpede nu kun deres egne kampe. Derfor var de heller ikke en del af anden verdenskrig. Det var på tide at samles i det, der engang havde været deres hjem; Skerries Island, Irland. Dhamphirer havde nu rødder over hele verden, og der var ikke nogen specielle kendetegn ved dem, sådan rent fysisk, udover deres naturligt muskuløse bygning, og så selvfølgelig at deres øjne skiftede farve, ved lugten af blod. Ingen ved, hvorfor deres øjne reagerede. Måske var det det undertrykte vampyrgen, som alligevel bankede på, uden at træde frem. Intet var dog bevist, og ingen lod til at tænke synderligt over det.

Home~

Skerries Island, Ireland - 1946

Landsbyen var igen langsomt men sikkert opbygget, og der var igen fred omkring dhamphirerne. Kun én ruin fra den oprindelige landsby var tilbage; den bygning Alvar og Amelia blev født og voksede op i. Dette var et helligt sted, og afdøde dhamphirer blev begravet rundt om. Øen var igen smuk, frodig og fuld af smuk natur. Der blev opdrættet heste, får, køer og geder, og også enkelte marker havde de. Der var nu også elektricitet i husene, takket være ny teknologi, og deres egne vindmøller ude langs øens kyst

- To be continued

[/b][/center]

[/size]

ANDET

Særlige bemærkninger:TEKST

Jobs:
Førsteklasses dræber eller beskytter. Professionel flab.

PERSONEN BAG

Navn: Cassie
Alder: 21
Karakterer: Amelia Clarabella Etheridge & Christian J Grey