Historien
Mar 1, 2013 14:24:29 GMT
Post by Lucka on Mar 1, 2013 14:24:29 GMT
H I S T O R I E N
Flightwood, 1862
Månens blege, spøgelsesagtige lys gjorde ikke noget for at ændre på det faktum, at nattens mørke allerede var uhyggeligt nok i forvejen, besluttede den femårige Daryl Boyd, mens han traskede gennem den tykke nåleskov. Over hans spinkle skulder hang en jagtriffel, som så latterligt stor ud til hans lille krop, men det var bedre at være på den sikre side, som hans far altid sagde. Det var også af den grund, at drengen havde snuppet riflen med, da han var vågnet få øjeblikke tidligere med en nivende fornemmelse i maven. Når man skal, så skal man, og derfor var Daryl gået de tredive meter væk fra lejrpladsen for at ordne, hvad han skulle. Med en fast hånd på riflens løb dukkede han under en lavthængende grengren, og nåede frem til lejren... Synet der mødte den femårige ranger fik ham til at stivne. Han havde aldrig set så meget blod før, selv ikke dengang hans far skar halsen over på den puma, som angreb dem i bjergene. Fugtige, mørkerøde spor af blod var at se overalt på den tørre skovbund, soveposerne var sprættede op, bålets gløder lå spredt ud over det hele, og potter og pander lå hulter til bulder. Wesley og Robert lå på jorden i deres underklæder og stirrede op mod himlen med døde, intetseende øjne og blod løbende ned begge deres halse. Lammet af skræk så Daryl hen mod sin egen soveplads.. Hans fars hånd sitrede stadig i dødskramper, mens morderen sad på knæ, lænet ind over ham, med ansigtet begravet ved hans kraveben. En lyd, der var en mellemting mellem et hulk og et halvkvalt skrig undslap Daryl, og morderen vendte sig med et sæt mod drengen. Mørke, blodsprængte øjne, kridhvid hud, blodige læber og skarpe hugtænder var det sidste, Daryl nåede at se, inden han skreg af sine lungers fulde kraft, da væsnet satte af fra jorden, og var over ham med et spring.
[/size]Flightwood, 1862
Månens blege, spøgelsesagtige lys gjorde ikke noget for at ændre på det faktum, at nattens mørke allerede var uhyggeligt nok i forvejen, besluttede den femårige Daryl Boyd, mens han traskede gennem den tykke nåleskov. Over hans spinkle skulder hang en jagtriffel, som så latterligt stor ud til hans lille krop, men det var bedre at være på den sikre side, som hans far altid sagde. Det var også af den grund, at drengen havde snuppet riflen med, da han var vågnet få øjeblikke tidligere med en nivende fornemmelse i maven. Når man skal, så skal man, og derfor var Daryl gået de tredive meter væk fra lejrpladsen for at ordne, hvad han skulle. Med en fast hånd på riflens løb dukkede han under en lavthængende grengren, og nåede frem til lejren... Synet der mødte den femårige ranger fik ham til at stivne. Han havde aldrig set så meget blod før, selv ikke dengang hans far skar halsen over på den puma, som angreb dem i bjergene. Fugtige, mørkerøde spor af blod var at se overalt på den tørre skovbund, soveposerne var sprættede op, bålets gløder lå spredt ud over det hele, og potter og pander lå hulter til bulder. Wesley og Robert lå på jorden i deres underklæder og stirrede op mod himlen med døde, intetseende øjne og blod løbende ned begge deres halse. Lammet af skræk så Daryl hen mod sin egen soveplads.. Hans fars hånd sitrede stadig i dødskramper, mens morderen sad på knæ, lænet ind over ham, med ansigtet begravet ved hans kraveben. En lyd, der var en mellemting mellem et hulk og et halvkvalt skrig undslap Daryl, og morderen vendte sig med et sæt mod drengen. Mørke, blodsprængte øjne, kridhvid hud, blodige læber og skarpe hugtænder var det sidste, Daryl nåede at se, inden han skreg af sine lungers fulde kraft, da væsnet satte af fra jorden, og var over ham med et spring.
Mere kommer !